Translate

tirsdag den 25. februar 2014

Maribo tur/retur

Min kæreste og jeg var på en weekendtur til Maribo og på vejen lod vi efter anbefaling turen gå forbi Fuglsang Kunstmuseum, hvor vi så udstillingen Uden for myldretid med flotte, tankevækkende og til tider uhyggelige fotografier af Danmarks yderområder.

Derefter bevægede vi os igennem resten af museet med bl.a. et levende billede af naturen udenfor; simpelthen et kæmpemæssigt vindue som rammen for den dejlige natur udenfor med marskland, mose og hav - fascinerende og dragende.

Bilen kørte os videre og da vi havde indlogeret os på vores hotel, gik vi en tur i byen og valgte at aflægge Maribo Domkirke et besøg.


Tiden stod stille, da vi trådte ind i det højloftede Guds hus opført for ca. 600 år siden. Imponerende og spændende. Det var ikke uden en vis ærbødighed at vi kiggede os omkring og læste på flere hundrede år gamle gravsten i gulvet.

Det var også her Leonora Christina blev begravet og i hendes ære stod en mindesten udenfor.
Så bor man altså tæt på en domkirke ;-)













Vi gik ud af kirken og ned mod søen og undrede os over en pludselig og meget ivrig fugletrafik med én og samme kurs:

Aha, et par teenagepiger var fanget på en bænk med en pose fuglebrød. Gu' ve' om de slap ned af bænken for alle de ivrige og sultne fugle :-D



Der var en god udsigt over søen, som trods plusgrader stadig havde is i overfladen og herfra kunne vi også se vores hotel.
 
 
Gåturen videre førte os gennem gamle gader og stræder med bindingsværkshuse og skæve vinkler.
En hyggelig gammel købstad!





Jeg er vild med vores hovedstad, men der er noget ro og afslappet over disse mindre byer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar