Translate

tirsdag den 23. juli 2013

Heksens liv og død

Den kommende vinters hø var i hus (eller på høloft om du vil) og der var derfor inviteret til grillaften ude i hestenes stald.

Vores staldejer havde samlet en masse træ sammen til et bål, som de ikke havde fået futtet af til Sankt Hans, så der blev snakket om, at vi kunne fyre det af på grillaftenen. Det fik mig straks til at foreslå, at der skulle en heks på bålet!

Et par dage før grillaftenen gik min kæreste og jeg i gang med at fabrikere den grumme heks!

En gammel bluse fik bundet ærmerne til, også for neden på blusen, så vi kunne stoppe den med løst hø - og det blev heksens krop.

Et par leggins blev ligeledes bundet sammen for enden af benene og derefter stoppet med hø. For neden fik heksen et par sorte strømper, som ligeledes var udstoppet med hø. Nu havde hun et sæt ben med fødder!

Kroppen blev bundet op på en lang pind og derefter blev benene sat på under kroppen. Dernæst fik heksen en sort nederdel på og en skjorte. Hun fik også bundet et tørklæde rundt om  livet. Så kunne man ikke længere se alle de steder, vi havde samlet hende med snore.

Hovedet blev lavet af en hvid T-shirt, hvor de korte ærmer og halsåbningen blev bundet til, hvorefter den blev fyldt med masser af hø. Rundt om hovedet kom et tørklæde til at dække snorene, som T-shirten var lukket sammen med. Ansigtet blev tegnet med en sort sprittusch. Til sidst fik hun en hat på og den grumme heks var færdig!

Vi satte hende op på høloftet lige ved den åbne luge, hvor hun kunne sidde og holde udkig i de sølle par dage, der skulle blive hendes liv....

For snart oprandt dagen, hvor vi skulle grille og efter at have indtaget lækker mad, blev heksen båret ned fra loftet og placeret nede på vores bål. Og her endte heksen sine dage i fyr og flamme!