Translate

tirsdag den 6. august 2013

Shellac no. 2 - en skuffelse

Jeg havde fundet sådan en deal på nettet, hvor man kunne få lavet shellak til halv pris (150 kr.) hos en negleklinik i København K. Dette tilbud benyttede jeg mig af til min 2. omgang shellak.

Nu var jeg jo ret begejstret over shellak efter omgang nr. 1, så jeg glædede mig jo gevaldigt til at få lagt dette påny...

Desværre kunne denne klinik slet ikke leve op til mine forventninger!

Klinikdamen havde rimelig travlt med sin mobiltelefon, mens hun lavede mine negle. Sms'er blev skrevet og på et tidspunkt besvarede hun et opkald, lagde mobilen på skulderen og lakerede videre på mine negle imens - rimelig underligt at overvære privat samtale om begravelse på den måde!

Bevares, jeg ville sagtens kunne abstrahere fra lidt dårlige manérer og mangel på sans for kundeservice, hvis jeg så i det mindste kunne se på mine kløer bagefter og sige, at det var et flot resultat, men det ville være at lyve!

For det første var kanten op mod mine neglebånd sjusket lavet, da det allerede så ud som om der var en lille udvoksning samt at det så lidt kantet ud nogle steder. For det andet dækkede lakken ikke ordentligt - den skulle nok have haft et lag eller to mere. For det tredje kunne man se penslens strøg i lakken. For det fjerde havde hun ramt min hud nogle steder. Det troede jeg nærmest stod på side 1 i negleteknikerens lærebog, at rammer man huden, renses det af!

På den positive side var det en skøn farve lak! Jeg havde valgt en lys/mellem blå, som jeg syntes var meget sommeragtig.

Shellakken blev lavet dagen inden jeg tog på ferie. Det var planlagt nøje, sådan at mine negle ikke kom i berøring med heste i lang tid og at shellakken derfor kunne holde længere end sidst. Her blev jeg dog også skuffet, idet den forholdsvis hurtigt blev slidt i spidserne og 8 dage efter røg den første større "flig" af en af neglene. Hallo, dette her skulle kunne holde i 3 uger! Jeg kunne kun mistænke det for at være en dårlig omgang shellak på alle punkter. Sikke noget juks!


BILLEDER TAGET PÅ DAGEN:
 
Spritny shellak-manicure. Billederne er taget få timer efter hjemkomst.
 

Lak på hud! Samt bemærk de sjuskede kanter op mod neglebåndene.
 
 
BILLEDER TAGET 4 DAGE SENERE:
 

Begyndende slidte spidser allerede
 
 
BILLEDE TAGET PÅ 8. DAGEN:
 
 

 
Klinikkens navn er ikke skrevet i dette indlæg. Skriv evt. i kommentarfelt, hvis du ønsker navnet sendt i en mail.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar