Translate

tirsdag den 1. januar 2013

Marmorering af monstrets negle

Efter at mit indre neglemonster havde set dagens lys, gik jagten ind på inspiration og den lod ikke vente længe på sig...

Jeg var klar over, at jeg manglede både lakker og redskaber og en google-søgning var derfor på sin plads. Noget af det første, jeg faldt over og som imponerede mig, var en video på Youtube om, hvordan man laver avistryk på negle.
Klik dig ind på videoen her: Avistryk på negle (tutorial)

Uuuhhh, Youtube! Mine øjne var jo klistret til skærmen i utallige timer, hvor jeg så den ene negle-video efter den anden (indsæt selv lydklip med "Video-Video" sangen som underlægningsmusik her) og klap da lige hesten engang, hvor findes der nogle kreative neglehajer rundt omkring!

Da jeg stødte på begrebet Water Marble Nails var jeg helt solgt!

Til dem der evt. ikke ved, hvad water marble nails er - det vidste jeg jo f.eks. ikke selv - så er det noget med et glas vand, hvor man drypper neglelak ned i og danner flotte mønstre, som man så dypper neglen ned i og vupti - så er mønstret overført til din negl. Lyder let, ikke? Det lovede de tutorials jeg så i hvert fald, at det var... Se f.eks. denne video, som viser hvordan man laver neglene vist herunder: Water Marble Nails (tutorial)

Nå ja, men jeg stolede jo på kvindfolket i videoen, som sagde at dette var en nem og sjov teknik... Jeg kan med det samme afsløre, at jeg blev klogere!

En kop med vand blev sat i gang med at få stuetemperatur - det siger damen jo! Derefter frem med mine neglelakker og så dryppede jeg ellers løs, men det artede sig ikke ligefrem helt som set på Youtube, hrmpf! Hvad var der mon galt?!

I gang med at søge mere viden på nettet! Her fandt jeg bl.a. en video kaldet "Me trying water marbling for the first time, and failing". I denne video skete der nøjagtigt det samme som hjemme i min hytte - både hvad angår lakken i vandet og personens frustrationsniveau; nemlig at frustrationsniveauet voksede proportionelt med antallet af forsøg med lak i vand som fejlede!

På en debatside foreslog nogen af bruge kogt vand i stedet for vand direkte fra hanen. Jeg skulle dog lige selv dampe af, så mine forsøg udsattes til dagen efter.

I mellemtiden kunne jeg også læse mig til, at det ikke er alle lakker, der egner sig til denne "nemme og sjove teknik". Bevares da, men hvordan filan gennemskuer jeg, om MINE lakker kan bruges?!

I gang med næste forsøg - nu med kogt vand og med nogle fra Matas nyindkøbte lakker - jaja, mit lager skulle jo alligevel udvides.

Hey hov, hvad skete der så?! Det begyndte sørme da at virke, hurraaaa (forestil dig her en glad, hoppende gris).

Jamen, der var jo ikke andet for, end at spænde huden om neglene ind i tape (igen; det siger damen i videoen jo) og så ellers i gang med Projekt Water Marble Nails version 1.0!
Resultat:



Jeg må konkludere: DET ER DJÆVELSK SVÆRT!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar